Slankenyt nr. 134
Uge 1, 2010
Sunde hjem kan hjælpe med at fastholde et vægttab
I en undersøgelse har forskerne konkluderet, at de mennesker, som
havde tabt sig, og havde holdt en normalvægt i fem år, var langt mere
fysisk aktive end svært overvægtige, der ikke havde tabt sig. De var
også bedre til at kontrollere deres fødeindtagelse.
Det viste sig samtidig, at den måde, folk indrettede deres hjem på,
havde væsentlig indflydelse på vægten.
De, der havde fastholdt deres vægttab, havde færre fjernsyn i deres
hjem, og de var mindre tilbøjelige til at fylde deres madskabe op med
fedende mad.
Forskerne fulgte 167 mennesker, der havde fastholdt et opnået
vægttab, og to kontrolgrupper på 153 svært overvægtige, som søgte hjælp
til at tabe sig, men de havde allerede deltaget i slankeprogrammer, hvor
de ikke havde haft succes med at tabe sig eller holde vægten nede.
Forskerne fandt, at de, der fastholdt deres vægttab, i gennemsnit
brugte 2.877 kcal. på fysisk aktivitet om ugen, sammenlignet med
henholdsvis 762 og 1.003 kcal. om ugen i de to kontrolgrupper, der ikke
havde succes med vægttab.
Det viste sig også, at de, der havde haft succes med at tabe sig og
holde vægten nede, havde færre tv i deres hjem og flere
motionsinstrumenter, sammenlignet med kontrolgrupperne.
Der var betydelig forskel på, hvilke fødevarer de havde i deres
madskabe. De, der havde succes med at fastholde deres vægttab, havde
væsentlig færre fedtrige fødevarer og flere fedtfattige fødevarer som
frugt, grønsager og fedtfattige mejeriprodukter i deres madskabe.
De, der var i stand til at fastholde deres vægttab, havde tydeligvis
større selvkontrol, end de vedvarende svært overvægtige. Forskerne
mener, at de, der havde indrettet deres hjem med sundere mad, færre tv.
og flere motionsinstrumenter, skulle bruge mindre energi og kræfter på
selvkontrol.
Kilde: Suzanne Phelan m.fl.
What Distinguishes Weight-Loss Maintainers from the Treatment-Seeking
Obese? Analysis of Environmental, Behavioral, and Psychosocial Variables
in Diverse Populations
Annals of Behavioral Medicine, oktober 2009
DOI 10.1007/s12160-009-9135-2
Kommentar:
Når du ønsker at ændre vaner gælder det blandt andet om, at gøre det
sværere at fortsætte de usunde vaner, og lettere at indføre sundere
vaner.
Bring ikke de fødevarer, du ønsker at undgå, ind i dit hjem.
Sørg for, at du altid har rigelige mængder sunde fødevarer i
huset. Altså frugt, grønsager, bælgfrugter og andre sunde og
uraffinerede fødevarer.
Ovennævnte gør sunde kaloriefattige fødevarer lettilgængelige
samtidig med, at kalorierige fødevarer får mindre opmærksomhed og bliver
sværere at få fat på.
Du kan på samme måde gøre det lettere at ændre motionsvaner. Gør det
lettere at tage cyklen, lad løbeskoene stå fremme, lad
motionsinstrumenter stå fremme osv.
Det handler om, at du så vidt muligt tilrettelægger dit hjem og din
hverdag på en måde, som motiverer dig til at slippe de dårlige vaner, og
samtidig opmuntrer dig til at gennemføre dine nye vaner.
Læs evt. mere om at ændre
vaner
Indholdet i dette nyhedsbrev er udelukkende til
informationsbrug.
Læs evt. mere
her |